En tirsdag morgen i april cyklede jeg på arbejde, ankom forpustet og svedig, klædte om og var således klar til dagens dont. Som så ofte før. Fem minutter senere i chok. Opsagt. Fritstillet. En af dem ingen vil lege med. Holdaheltop. Aldrig prøvet noget lignende. Fravalgt og kasseret. Skrid, det er en lukket fest. Efter 6 år og 4 mnd.
******
Har således haft uventet meget mig-tid. Først en ikke ret god periode, med vrede, sorg, bitterhed, bekymringer, hektisk job søgning, følelse af at være udelukket fra det gode selskab. Så jobsamtale med deraf følgende ansættelseskontrakt. Så fedt. Sejer. Blev valgt. Stolthed. Glæde.
Reflekterer nu over al den tid jeg fik foræret. Langsomme morgener med kaffe i solen, boglæsning, gå og cykelture, tid til samvær, omplantning , masser af tid til genoptræning efter trafikuheld i november.
En gave på en måde, med al den tid. Men jeg ville SÅ meget hellere have beholdt mit gamle arbejde som jeg var så glad for. Er stadig så ked af at ikke måtte komme der mere… tænk at de ikke ville beholde mig… var så skidegod til det hele, syns jeg selv… Der var 10 ialt i virksomheden der blev opsagt den dag, grundet covid19. Men hvorfor akkurat mig?
*****
Nu skal jeg så starte forfra, et nyt sted. Ved jeg er heldig som har fået nyt job. Og jeg glæder mig. Det er også noget særligt at starte forfra; kan på en måde forme mig selv påny. Er jo ældre, måske klogere, erfaringer rigere. Det bliver fedt. Trods alt.
*****
øjebliksbillede idag: sidste dag som en der ikke arbejder. Kl er 0902. Sidder med morgenhår,natkjole, tekop og
ser på regnvejret udenfor. Tre ugers ferie nu, før start nyt job. Sikke noget . Sikke et år. Hvad bliver det næste?